30-årig anholdt for knivstikkeri i Ringsted efter tip fra borgere
En 30-årig mand fra Sorø blev tirsdag anholdt, efter at tip fra offentligheden har peget på ham i forbindelse med et knivstikkeri i Ringsted i sidste uge.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en skriftlig udtalelse onsdag.
Onsdag i sidste uge blev en 30-årig stukket flere gange med kniv foran et rækkehus på Kildemarken i Ringsted.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde onsdag. Her valgte en dommer at varetægtsfængsle ham frem til 3. oktober.
Han nægter sig skyldig og har kæret fængslingen. At han har kæret, betyder, at landsretten skal tage stilling til fængslingen.
Offeret blev fløjet til Rigshospitalet efter knivstikkeriet. Hans tilstand blev beskrevet som alvorlig, men ikke kritisk.
Knivstikkeriet skulle være sket i forbindelse med noget tumult mellem de to mænd.
Efterfølgende stak gerningsmanden af i en Toyota.
Politiet bad offentligheden om hjælp til at finde den formodede gerningsmand. Politiet offentliggjorde et foto, der var taget af en mand i en bil tæt på gerningsstedet.
– Tak til alle, der har bidraget med oplysninger i sagen, lyder det i udtalelse fra Midt- og Vestsjællands Politi onsdag.
/ritzau/
Kommentarer