Samfund

Børneulykkesfonden og Codan uddeler 35.000 reflekser på Årets Refleksdag

Det er fast tradition, at Codans medarbejdere og Børneulykkesfonden går på gaden for at uddele reflekser til de morgenfriske den sidste torsdag i oktober. Pressefoto

Over halvdelen af danskere over 18 år bruger aldrig reflekser. Det er alt for mange, mener Børneulykkesfonden, der i morgen torsdag afholder Årets Refleksdag sammen med Codan for at sætte fokus på synlighed i trafikken. Hele 35.000 reflekser uddeles til bløde trafikanter i morgentrafikken i udvalgte byer for at minde danskerne om vigtigheden af at bruge reflekser i den mørke tid.

Det er fast tradition, at Codans medarbejdere og Børneulykkesfonden går på gaden for at uddele reflekser til de morgenfriske den sidste torsdag i oktober, inden uret stilles om til vintertid. Og der er god grund til at sætte fokus på brugen af reflekser, for danskerne er ikke særlig gode til at få dem brugt. En ny undersøgelse, foretaget af YouGov på vegne af Børneulykkesfonden viser, at 53 procent af personer over 18 år aldrig anvender reflekser på deres overtøj. Samme undersøgelse viser, at 32 procent af disse svarer, at de glemmer det, eller ikke tænker over, at muligheden er der.

– Det tal er for stort, fastslår Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

– Generelt er forældre gode til at give børnene reflekser på overtøjet, men reflekser er ikke kun for børn, som i mindre grad end voksne bevæger sig ude i trafikken i mørke. Det er vigtigt, at forældre er gode rollemodeller for deres børn og også selv husker reflekserne, tilføjer hun.

Dette bakkes op af tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital, som generelt viser en stigning i uheld under mørke lysforhold, jo ældre børnene bliver. Det hænger sandsynligvis sammen med, at de mindste børn typisk ikke bevæger sig udenfor i de mørke timer.

En lille refleks med stor betydning

Både Henriette Madsen og Camilla Amstrup, direktør i Codan, mener, at Årets Refleksdag er en vigtig påmindelse om den lille refleks store betydning for trafiksikkerheden.

– En refleks forekommer måske som lille og ubetydelig, men faktisk har den rigtig stor effekt for trafiksikkerheden. Hvis du bevæger dig ud i trafikken uden refleks, har en bilist med nærlyset tændt kun ca. 25-30 meter til at se dig. Hvis du derimod har reflekser på overtøjet, har bilisten hele 130-140 meter til at reagere. Den lille refleks giver bilisten mere end 100 meter mere at reagere i – og det gør en rigtig stor forskel for en bilist, lyder det fra Camilla Amstrup. 

Hos Codan og Børneulykkesfonden er forebyggelse et helt centralt omdrejningspunkt – ikke mindst når det gælder om at passe på vores børn og øvrige sårbare i trafikken. Derfor vil Børneulykkesfonden og en lang række frivillige Codan-medarbejdere igen i år være at finde på gader og stræder og på skoler og i institutioner i forbindelse med Årets Refleksdag, som i år falder torsdag 26. oktober. På denne dag vil de dele ud af reflekser og gode råd. I år finder refleksuddelingen sted i Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde og København samt på udvalgte skoler og institutioner. 

Om Årets Refleksdag

Årets Refleksdag er en tradition, der er startet af Børneulykkesfonden med Codan som partner. Dagen falder hvert år den sidste torsdag i oktober, inden vi stiller urene om til vintertid. Formålet med Årets Refleksdag er at sætte fokus på, hvordan reflekser giver bedre synlighed i trafikken i den mørke tid, så vi i sidste ende undgår ulykker. 

Sammen med en lang række støttepartnere uddeler og sælger Børneulykkesfonden knap 70.000 reflekser, designet af bObles, i hele Danmark. På Årets Refleksdag afholder løbeklubber desuden refleksløb, mens 260 af Landsorganisationen Danske Daginstitutioners medlemsinstitutioner uddanner refleksbetjente, så de allermindste lærer om sikkerhed og synlighed i trafikken.

Læs mere på www.refleksdagen.dk

Kommentarer