Vordingborg by

Den inderste fare – et foredrag om Erik Scavenius

Birgithe Kosovic. Foto: Elisabeth Rønde Kristensen

Forfatter Birgithe Kosovic fortæller om sin bog ’Den inderste fare’ på Soldaterhjemmet, Vordingborg onsdag 30. november klokken 19 til 21.

’Den inderste fare’ er et politisk-personligt romanportræt af den mand, som i manges øjne er danmarkshistoriens største landsforræder: Erik Scavenius.

Hvordan kan vi forstå Scavenius i dag, hvor vi igen er konfronteret med spørgsmålet: Hvor meget af din frihed vil du opgive for freden? Og hvor meget af din fred vil du ofre for friheden?

Det handler om værdier. Og hvordan vi kan håndtere de sværeste af alle spørgsmål i vores kærlighedsliv såvel som i det åbne samfund uden at forråde os selv og vores fællesskab. Hvad er vores idealer? Og hvilke idealer kræves hvornår?

Birgithe Kosovic er opvokset i Albertslund med en dansk mor og en jugoslavisk far. Hun har udgivet romanerne ”Legenden om Villa Valmarana”, ”Om natten i Jerusalem” og ‘Det du ikke vil vide’ – om at vokse op i et hjem præget af farens vrede.

Foredraget foregår på KFUMs Soldaterhjem, Vestervej 3, 4760 Vordingborg og er et samarbejde mellem Vordingborg Bibliotekerne og Soldaterhjemmet.

Pris: 50 kr. inkl. kaffe og kage. Fællesspisning kl. 17.30 à 75 kr. pr. person. Tilmelding via mail, vordingborg@kfums-soldaterhjem.dk, betaling ved indgangen. Oplys navn, antal deltagere samt eventuelt ønske om fællesspisning.

Kommentarer