- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Oplevelsesløb Møns Klint
Afholdes torsdag 10. maj 2018 kl. 10:00 - 12:30
Begivenhed Navigation
For tredje år i træk inviterer GeoCenter Møns Klint og DGI Storstrømmen til en ny form for løbeoplevelse, hvor opmærksomheden rettes mod natur, kultur og historie og i mindre grad mod egen præstation.
Oplevelsesløbet er en unik mulighed for at kombinere en smuk løbetur på Møns Klint med ny viden om det unikke naturområde, der løbes i.
Oplevelsesløbet adskiller sig fra andre motionsløb ved at være et socialt løb, hvor lokalkendte og løbetossede naturvejledere fra GeoCenter Møns Klint guider løberne igennem de smukke omgivelser. Undervejs på ruten laver vi kortere stop og naturvejlederne fortæller om naturen og de mange historier bag.
Om ruten:
Distance og tempo: 8 km i meget kuperet terræn. Du behøver ikke være superløber for at deltage, men det forventes at, deltagerne kan løbe en tur på cirka 10 km uden de store problemer. Lokalkendte løbere runder gruppen af og sørger for, at alle har trygt selskab i den vilde natur.
På denne ganske udfordrende løbetur præsenteres alt det bedste på Møns Klint!
Vi starter fra GeoCenter Møns Klint og løber ad MTB sporet ind i Klinteskoven og forbi de nye overdrevsarealer ved Havrelukke.
Herefter går det op til Aborrebjerget (143 m.o.h.), hvorfra der er en pragtfuld udsigt helt til Stevns Klint og Farøbroerne langt mod vest.
Fra Aborrebjerget går det ned gennem Jydelejet inden vi løber ned til selve Møns Klint. På toppen af Lille Taler får vi en snak om de store skred inden det går stejlt op til det naturskabte kæmpehul – Hylledals Slugt.
Fra Hylledalsslugt går det langs klintekanten med det allerskønneste udsigter inden vi løber op til Svantestenen – en kæmpesten fragtet fra Bornholm til Møn af istidens gletsjere.
Der er også et skønt sagn knyttet til Svantestenen. Fra Svantestenen løber vi igen ned til Klintekanten og kommer op forbi Forchammers Pynt, der er det udsigtspunkt Møns Klint kan byde på.
Herefter går det over Klintens højeste punkt – Dronningestolen, 128 meter – tilbage til GeoCentret. Og så er vi garanteret godt trætte!
Efter løbet kan I nyde den medbragte madpakke med en fantastisk udsigt eller købe frokost i caféen. Alle løbere har efterfølgende gratis adgang samt årskort til GeoCenter Møns Klint (pris: 150,- pr. person)