Debat og politik

Dyrene søger Irma-aktivister!

Af Michael Monberg, Alternativet

Folketingskandidat, Sjællands Storkreds

“Hvis der skal være plads til dig i denne her verden. skal du have værdi og du skal generere overskud. Så længe du gør det, så må du være her, når du ikke længere er rentabel, så må du dø.”

Sådan er det… Til hverdag er langt de fleste af os ikke påvirket af den kolde beregning, men de sidste par dage har det budskab ramt mange i befolkningen.


COOP melder at Irma lukker.
Irma giver røde tal på bundlinjen og Irma må dø. Hvem skulle have troet, at den besked ville få bogstavelig talt tusinder af danskere op af stolene, til tasterne og på barrikaderne?
Hvem skulle have troet, at så mange ville bruge deres dyrebare fritid på at demonstrere, lave menneskekæder rundt om deres elskede forretning, sende mails til politikere, skrive læserbreve?


“Vi er vokset op med Irma. Vi elsker Irma-pigen. Irma er et sted som passer til vores værdier!”
Det er smukke udtalelser og det er imponerende hvordan et varemærke kan få så stærk en betydning for os danskere, at den skaber aktivister.
Den energi er jo dét, der skal til for at ændre verden.

Jeg er ikke så interesseret i logoer og supermarkeder; men jeg er rigtig interesseret i de 200 millioner landbrugsdyr som vi hvert år avler, indespærrer, udnytter, slagter og spiser i Danmark.
Jeg har i mange år forsøgt at formidle, at de her dyr bliver behandlet rigtig, rigtig skidt.

 

To forskellige demonstrationer
I weekenden var der demonstration foran Danmark første genopståede minkfarm. Minkene bliver igen pint i små bure for deres pelse. Mange danskere siger, at “pelsavl er noget skidt, og det matcher slet ikke de værdier, vi har i Danmark”. Men alligevel var der ikke mange fremmødte til demonstrationen.

Til sammenligning var der pressedækning fra en Irma, hvor en stor mængde mennesker havde valgt at bruge deres lørdag på at lave en menneskekæde rundt om deres elskede butik og synge protestsange som “I kan ikke slå os ihjel”.
Det er virkeligt stærkt! Vi har brug for at tappe ind på den energi… ikke bare for Irma… men for dyrene.

Så…. jeg efterlyser Irma-aktivister! Dyrene har virkelig brug for jer.
Og nu ved vi, I har tiden, hjertet og energien.

Kommentarer