Erhvervshus Sjælland: Gode forudsætninger og stor uforudsigelighed for de sjællandske SMV’er i 2025
“Tallene vidner om et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv, der står stærkt og har gode forudsætninger for yderligere vækst og udvikling i 2025.”
Nytårshilsen af Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland.
Kalenderen er nu skiftet til 2025, og jeg ser tilbage på 2024, som blev endnu et travlt og begivenhedsrigt år for det sjællandske erhvervsliv.
Den private beskæftigelse har været i fortsat vækst, og det er glædeligt at se, at den det seneste års tid er vokset med mere end 3.000 nye arbejdspladser. Det vidner om en robust og dynamisk økonomi, hvor virksomhederne ikke bare holder fast, men også udvikler sig.
Selvom iværksættertallene har ligget en smule lavere i 2024 end året før, er der fortsat mange sjællandske iværksættere. Hvert kvartal starter mere end 1.000 nye virksomheder op i vores region, og det understreger, at iværksætterlysten fortsat lever i bedste velgående – et solidt fundament for innovation og fremtidig vækst.
En anden positiv tendens i 2024 har været et fald i antallet af konkurser, hvor det særligt er glædeligt at se, at færre arbejdspladser bliver berørt af konkurs. Faktisk blev tredje kvartal i 2024 det laveste i flere år, når vi måler på arbejdspladser ramt af konkurs.
Tallene vidner om et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv, der står stærkt og har gode forudsætninger for yderligere vækst og udvikling i 2025. Det samme understreger den seneste Gazelle-uddeling med hele 385 gazeller i Region Sjælland, som er en stigning på 16,6 procent på et år. Og meget tyder på, det er en tendens, der vil fortsætte.
Mere end 44 millioner kroner til de sjællandske SMV’er i 2024
I Erhvervshus Sjælland har vi det seneste år haft fornøjelsen af at arbejde med cirka 2.000 virksomheder og sikret de sjællandske SMV’er mere end 44 millioner kroner i tilskud til køb af privat rådgivning igennem vores programmer.
Erhvervsstyrelsens effektmåling viser, at de virksomheder, vi vejleder vokser mere end andre sammenlignelige virksomheder, og virksomhedernes tilfredshed med vores vejledning er høj.
Det er inspirerende at se, hvordan vores dygtige medarbejderes vejledning skaber konkrete resultater og giver virksomhederne mulighed for at tænke større og mere ambitiøst til gavn for hele regionen.
Jeg er stolt af, at vi fortsat bidrager succesfuldt til udviklingen af så mange sjællandske virksomheder og hjælper dem med at realisere deres ambitioner for forretningen. Det er uanset, om det drejer sig om at lægge en sund vækstplan, arbejde mere strategisk med bæredygtighed og trivsel, stifte en bestyrelse, komme ind på nye markeder eller noget helt femte.
Tendenser for 2025
Det globale verdensbillede og samfundsudviklingen tegner både muligheder og udfordringer for de sjællandske virksomheder i 2025.
Vi ser fortsat en økonomi, der stabiliserer sig efter flere års turbulens, men med øget fokus på grønne investeringer, teknologisk innovation og kompetenceudvikling. Samtidig er der stigende krav om bæredygtighed, en hastig digitalisering og behovet for at sikre en robust arbejdsstyrke. Tilsammen skaber det et dynamisk og konkurrencepræget erhvervsmiljø.
Vores fornemmeste opgave er fortsat at hjælpe de sjællandske virksomheder med at navigere i en omskiftelig verden. Her ser jeg især tre vigtige tendenser, der vil præge virksomhedernes agenda i det kommende år:
1: Bæredygtighed og grøn omstilling
Mange virksomheder vælger at tænke bæredygtighed ind i forretningen – både af hensyn til kunderne og for at leve op til nye krav. Vi ser positivt, hvordan flere virksomheder er proaktive omkring deres bæredygtighedsindsatser og eksempelvis begynder deres ESG-rapportering, før det bliver et krav.
Inden for bæredygtighed hjælper vi især virksomhederne med at få overblikket over både nuværende og potentielle indsatser. For nogen er det helt rigtige at se mere ind i deres værdikæder og indgå i nye cirkulære samarbejder. For andre handler det om at styrke kompetencerne inden for bæredygtighed gennem rekruttering eller opkvalificering. Fælles for dem er, at bæredygtighed kommer højere op på den strategiske dagsorden.
2: Digitalisering og ny teknologi
Digital transformation er en nøglefaktor for vækst, udvikling og fremtidssikring. Flere virksomheder arbejder i højere grad med automatisering og implementering af kunstig intelligens for at øge deres effektivitet og konkurrencedygtighed.
Vi møder dagligt virksomheder, som har brug for vejledning til at tænke deres processer smartere. Løsningen kan være alt fra nye digitale systemer til implementering af AI. Og netop AI ser vi en voksende interesse for, som uden tvivl kommer til at præge dagsordenerne det kommende år.
3: Arbejdskraft og kompetencer
Der er fortsat stor efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft. Flere virksomheder satser på efteruddannelse og opkvalificering for at sikre, at medarbejdernes kompetencer matcher fremtidens behov.
Noget af det, vi især også arbejder med, er at hjælpe virksomhederne med at blive mere attraktive arbejdspladser. Områder som trivsel og arbejdsglæde skal højere op på den strategiske dagsorden, hvis virksomhederne vil sikre sig den nødvendige arbejdskraft nu og i fremtiden.
Vi ser frem til at tage hul på 2025 med samme energi og fokus på at vejlede regionens virksomheder i deres udvikling. Vi glæder os til at fortsætte de gode samarbejder på tværs af hele regionen og bidrage til vækst, innovation og bæredygtig udvikling.
Kommentarer