Præstø

Forfatterbesøg i Præstø Boghandel

Onsdag den 15. december 2021 udkom i hundredåret for udstykningen slægtsforsker og forhenværende skoleinspektør Niels Erik Strandholm, Slagelse, med slægtsbogen: Gudrun og Johan – Historien om musiker- og fiskersønnen og pigen fra fattiggården.

En familie- og slægtshistorie fra Roholte sogn i Præstø amt, med udgangspunkt i livet på statshusmandsbruget ”Strandholm” på Lindersvoldudstykningen 1922. ”Som jeg husker det”.

Fortællingen om Gudrun og Johan Andreasen og deres slægt er også en fortælling om en af de store landboreformer, der skabte store muligheder for landbefolkningen efter Den Første Verdenskrig. Gudrun og Johan var en del af den udvikling, der skete omkring hovedgården Lindersvold. Det er også beretningen om en familie, hvis slægter ved flid og udholdenhed rejste sig fra fattig almue til gode samfundsborgere. Bogen er også Gudrun og Johans slægtshistorie.

I forordet skriver forfatteren bl.a.: ”Se altid tilbage, hvis du vil se ind i fremtiden” (Confucius). Derfor er det vigtigt at mindes vores historie.
”I begyndelsen af 1900-tallet var forholdene på landet, hvor denne slægtsbog tager sin begyndelse, under stærk forandring. Jeg vil tage udgangspunkt i Husmandslovene fra 1919 – eller de såkaldte oktoberlove – eller 1919-lovene. Lovene blev vedtaget den 4. oktober 1919.

Lovene skulle kort fortalt skaffe jord til de landarbejdere, som ikke havde nogen form for fast ejendom. Mange af disse var arbejdsløse og uden udsigt til at få arbejde på landet. Ved at gøre nogle af disse til selvejere ville man dels kunne afskaffe arbejdsløsheden, dels gøre disse selvforsørgende. Samtidig kunne de være til rådighed som løsarbejdere og daglejere for gårdmændene og godserne, da de tildelte lodder på 5-6 hektar ikke alle havde en beskaffenhed, der gjorde det muligt at forsørge en familie.

Det er på denne baggrund, at mine bedsteforældre – Gudrun og Johan – startede deres ægteskab og fælles levevej i 1922 på det, der kaldes Lindersvoldudstykningen.”

Niels Erik Strandholm er opvokset på ejendommen Strandholm.

Han er uddannet lærer i 1969 fra Haslev Seminarium. Skoleinspektør på Vestre Skole og Nymarkskolen i Slagelse. I dag pensioneret og har siden 2007 arbejdet som slægtsforsker. Har tidligere udgivet: ”Min familiebog – Eva Maria Strandholm – 2013”.

Bogen er udgivet med støtte fra Veluxfonden. Støtten er givet under fondens særlige uddelingsområde, hvor uddelinger sker i anerkendelse af aktive ældres frivillige indsats.

Lørdag den 18. juni kl. 11.00 vil man kunne møde forfatteren til bogudgivelsen i Præstø Boghandel, hvor han vil signere sin bog.

Alle er velkomne.

Kommentarer