Erhverv

God start på året i Møns Bank

Bankdirektør Per Sjørup Christiansen. Foto: Møns Bank

Med 11,4 mio. kr. på bundlinjen før skat i første kvartal 2022 har Møns Bank fået en god start på året, og forventningerne til resultatet før skat for hele året opjusteres med 7 mio. kr.

”Det går godt i banken,” siger bankens direktør Per Sjørup Christiansen, og fortsætter: ”Banken er kommet særdeles godt igennem årets første kvartal, hvor det høje aktivitetsniveau fra sidste år er fortsat ind i 2022. Vi mærker en fortsat stor omsætning på boligmarkedet og en stor interesse for realkreditfinansiering hos bankens privat- og erhvervskunder, og dertil kommer, at banken fortsat får mange henvendelser fra nye kunder.”

På stort set alle områder har årets første kvartal udviklet sig positivt i Møns Bank. Periodens resultat er sammensat af en basisdrift på 6,1 mio. kr., som er bedre end forventet, en positiv kursregulering af fondsbeholdningen på 4 mio. kr. – og hertil kommer en tilbageførsel på 1,2 mio. kr. af de samlede nedskrivninger på udlån og garantier.

Per Sjørup Christiansen uddyber: ”Når vi tilbagefører 1,2 mio. kr. af tidligere nedskrivninger, så skal det bemærkes, at banken indtil videre fastholder sit ledelsesmæssige skøn fra sidste år på 14,4 mio. kr. til imødegåelse af eventuelle tab som følge af Coronakrisen. Vi havde oprindeligt regnet med, at flere af bankens erhvervskunder ville blive alvorligt udfordret, men de har generelt klaret sig langt bedre end forventet, hvilket er meget glædeligt. De fulde konsekvenser efter Coronasituationen er endnu ikke endeligt opgjort, men tilbageførslen i kvartalet skal ses som et udtryk for, at kundernes økonomiske situation er forbedret. Hertil kommer så den forfærdelige situation med krigen i Ukraine. Det trækker sorte skyer hen over verdensøkonomien i form af stigende inflation, hvor særligt stigende energipriser kan blive en udfordring hos bankens kunder. Vi vurderer denne situation løbende, men mener, at vi i Møns Bank er dækket godt af med vores nuværende nedskrivninger.”

Opjustering af forventninger

Periodens resultat før skat på 11,4 mio. kr. er bedre end forventet, også selvom resultatet er 2,0 mio. kr. lavere end samme periode sidste år. Forventningerne til resultatet før skat for året som helhed opjusteres derfor med 7 mio. kr. fra oprindelig 28-35 mio. kr. til et niveau på 35-42 mio. kr.

Indtægter fra udlån falder

Bankens renteindtægter fra udlånsaktiviteten er fortsat under pres, selvom bankens udlån ligger nogenlunde stabilt omkring 1,4 mia. kr. Bankens udlån ultimo marts 2022 udgør 1.399 mio. kr., hvilket stort set er på samme niveau som ved indgangen til året 2022, hvor det var 1.410 mio. kr.

”Vi kan konstatere, at bankens udlån har stabiliseret sig, men at det stadig ligger noget lavere end perioden op til marts 2020, hvor Coronakrisen lukkede Danmark ned,” siger Per Sjørup Christiansen og fortsætter: ”Vi vil selvfølgelig meget gerne låne flere penge ud, men for mange af bankens kunder har det, i de seneste år, været mere fornuftigt, at omlægge lån i banken til realkreditlån. Samtidig kan vi også godt mærke, at der er stor konkurrence om de gode bankkunder, hvilket presser bankens renteindtægter.”

Svagt faldende netto renteindtægter

Samtidig har bankens overskydende likviditet aldrig været større og udgør omkring 2.050 mio. kr., og hvor der tidligere kunne opnås en renteindtægt til banken ved placering af likviditeten, så er situationen en anden i dag, hvor det koster banken penge at få opbevaret likviditeten. Om denne udvikling siger Per Sjørup Christiansen: ”Det nuværende renteniveau med negative renter giver generelt store udfordringer for landets pengeinstitutter, da det koster banken penge at få likviditeten opbevaret i Nationalbanken og de samlede netto renteindtægter i Møns Bank falder med 0,9 mio. kr. til 18,3 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.”

Stigende provisions- og gebyrindtægter

Bankens aktivitetsbestemte provisions- og gebyrindtægter udgør for årets første kvartal 23,3 mio. kr., hvilket er 2,1 mio. kr. mere end samme periode sidste år.

”Vi har brugt meget tid sammen med kunderne, hvor fokus har været optimering af deres ejendomsfinansiering, både privat- og erhvervskunder, og bankens aktivitet med formidling og omlægning af realkreditfinansiering har været høj,” siger Per Sjørup Christiansen og fortsætter ”Banken hjælper flere og flere, både nye og eksisterende kunder, med at komme 360 grader rundt om deres økonomi. Vi oplever, at sådan et serviceeftersyn af økonomien skaber værdi for kunderne, som i mange tilfælde har flere handlemuligheder, end de lige går og tror. Dette er så også med til at løfte bankens indtjening, så den i stigende grad kommer fra provisions- og gebyrindtægterne.”

Strategien følges

Bankens formand Peter Ole Sørensen er også godt tilfreds med, at strategien for banken følges.

”Jeg glæder mig også over, at bankens fundament for fremtidig vækst er styrket med etablering af et KundeService center, som frigiver mere rådgivningstid, der giver øget værdi for kunderne,” siger Peter Ole Sørensen.

Basisdrift som forventet

De samlede indtægter udgør 41,6 mio. kr., hvilket er 1,2 mio. kr. højere end samme periode sidste år. Dette skal sammenholdes med bankens omkostninger, som er 4,2 mio. kr. højere end samme periode sidste år.

”Selvom det er en væsentlig stigning, så er omkostningerne nogenlunde som forventet, hvor man skal huske, at bankens omkostninger generelt følger pristalsreguleringen og de overenskomstmæssige stigninger til bankens ansatte,” forklarer Per Sjørup Christiansen og fortsætter. ”Når vi sammenligner med omkostningerne fra 2021, så havde vi her en række besparelser i nedlukningsperioden grundet Corona. Det betød blandt andet, at en række arrangementer herunder også bankens generalforsamling måtte holdes virtuelt med lavere omkostninger til følge. Her glæder det mig meget, at vi i 1. kvartal 2022 har kunnet møde vores kunder, aktionærer og samarbejdspartnere ansigt til ansigt.”

”Det betyder, at bankens basisdrift for 1. kvartal 2022 lander på 6,1 mio. kr., hvilket er 2,9 mio. kr. lavere end samme periode sidste år, men bedre end bankens oprindelige budgetforventninger for perioden,” sammenfatter Per Sjørup Christiansen.

Kursgevinst

Oven i bankens basisdrift kan tillægges en kursgevinst på 4,1 mio. kr., som primært kan henføres til bankens kursavancer på beholdningen af kapitalandele i fællesejede selskaber i den finansielle sektor.

Kapitalforhold

Møns Bank har ultimo marts 2022 en solvens på 23,1 % uden indregning af periodens overskud. En indregning af periodens resultat ville betyde en forøgelse af kapitalprocenten med 0,5 %-point til 23,6 %. ”Banken har et ønske om altid at være en sund og solid virksomhed og med overdækning til alle lovkrav på 152 mio. kr. – så har banken et stærkt fundament for fremtiden,” slutter Per Sjørup Christiansen.

Kommentarer