Erhverv

Gratis økologisk omlægningstjek

Foto: Vordingborg Kommune

Tilbydes alle landmænd, gartnerier, fødevareproducenter og frugtavlere i kommunen.

 ”Vi synes, det er et godt tilbud, og derfor vil vi være med til at motivere landmænd til at afsøge muligheden for økologisk drift. Vi ønsker at fremme det lokale udbud af økologiske produkter og ser et stort potentiale hos os for økologi. På den måde er der harmoni med vores vision om at være en grøn foregangskommune og understøtte fokus på at beskytte vores grund- og drikkevand.” siger Anders J. Andersen formand for Klima- og Teknikudvalget, Vordingborg Kommune.

Hvad går økologisk omlægningstjek ud på?

Det er Innovationscenter for Økologisk landbrug, der i praksis udfører omlægningstjekket, som er finansieret af Fonden for Økologisk Landbrug.

Økologitjekket giver landmanden en indledende afklaring på, om det giver mening at omlægge helt eller delvist til økologi, og hvordan en sådan omlægning kan foregå.

Udvikling og vækst er i fokus, og den stigende interesse for økologiske varer hos forbrugerne kan gøre, at omlægning til økologi vil give god mening for den enkelte landmand.

”Omlægningstjekket giver den enkelte landmand, gartner eller frugtavler et overblik over, hvad en omlægning til økologisk produktion vil betyde på den konkrete ejendom. Nogle går i gang med det samme, og andre har økologi med i tankerne fremadrettet. Samtidig er det en anledning til at afsøge muligheder, når landmanden planlægger bedriftens fremtid,” forklarer Jens Peter Hermansen fra Innovationscenter for Økologisk landbrug.

Tilbuddet er til alle der driver jord, men kommunen sender kun et informationsbrev ud til lodsejere med over 2 ha jord. Herefter vil de få et opkald, om de er interesseret i at få et besøg.

Hvis man er interesseret, men ikke har fået brev, er man velkommen til at kontakte Jens Peter Hermansen, telefon: 61 97 49 10

Kommentarer