Kultur

Historien tegnes på ny på Holmegaard Værk

Find magien i maskinhallen, når Holmegaard Værk tegner genhistorien til urban sketching-tegnekursus i det fantastiske og fortryllende glasværksted torsdag den 19. august. Alle kan være med, både begyndere og øvede.

Natten mellem september og oktober 2008 får medarbejderne på Holmegaard Glasværk et brev med kurer. Glasværket er gået konkurs, og de har ikke længere noget job. Dagen efter samles glasarbejderne foran værket for at blive orienteret af deres tillidsmænd. Derefter får de få minutter til at pakke deres ting og forlade stedet.

I dag – mere end 10 år efter den skæbnesvangre nat – er Holmegaard genopstået som museum og oplevelsescenter. Her kan man som besøgende opleve historien om Holmegaard – fra storhedstid til konkurs – med alt hvad dette indebærer af levende glaspustere og titusinder af glas.

Men selvom mange ting er moderniseret siden overgangen fra værksted til museum, står nogle ting stadig, som de gjorde dengang. Det tydeligste eksempel på dette er det gamle glasværksted. Her – fyldt med maskiner og labyrintiske rør fra top til tå – fornemmer du tydeligt fordums storhedtid, mens du lader øjnene vandre hvileløst fra sted til sted efter nye, spændende detaljer

Genoptegn historien på ny med illustrator, Ingrid Lill

Og netop glasværkstedet danner rammen, når historien tegnes på ny til Holmegaard Værks urban sketching-tegnekursus, der løber af stablen om aftenen 19. august.

Arrangementet foregår efter museets almindelige åbningstid, og du vil derfor have den fulde mulighed for uforstyrret at foredybe dig i maskinhallens mange interessante og pudsige deltajer og kringelkroge sammen med illustrator, Ingrid Lill, og en mindre flok af andre tegne-entusiaster.

På kurset vil du lære at slippe kreativiteten løs, finde magien i detaljerne og skitsere det urbane rum. Ingrid Lill forklarer om urban sketching:

“Urban sketching betyder for mig at skitsere det, vi ser omkring os, efter de evner vi nu har – på rejser eller i vores dagligdagsomgivelser. Ikke til at skabe perfekte værker, men til at udforske og lege. At finde magien betyder nemlig at lave noget, som er levende og at have det sjovt. Ikke om at tegne perspektivisk korrekt”.

Om Ingrid Lill

Ingrid Lill kom til Danmark fra Berlin i 2003. Atelieret i en forladt østtysk sporvognsfabrik er blevet skiftet ud med en ombygget lade i et gammelt husmandssted ved Herlufmagle, midt i et vidunderligt moselandskab med pilekrat, nattergal og isfugle. Ingrids store passion er tegning i alle former – fra brand storyboarding til lystegning på husfacader og eksperimenterende skitser med akvarel og collage. Du kan læse mere om Ingrid Lill på www.ingridlill.dk.

Praktisk info

Adresse: Holmegaard Værk, Glasværksvej 55, 4684 Holmegaard, Fensmark.

Mødested: Foran sofaen i foyeren

Dato og tid: 19. august 2021, 19.00 – 21.00

Alm. billetpris: 295 kr. (inkl. entré til museet samt lån af tegneredskaber)

Næstved Museumsforening billetpris: 265 kr. (inkl. entré til museet samt lån af tegneredskaber)

Årskortholder billetpris: 225 kr. (inkl. entré til museet samt lån af tegneredskaber)

Med i billetprisen er adgang til Holmegaard Værk samme dag.

Billetter kan købes på www.museerne.dk/events

Kommentarer