Erhverv

Hvad har håndværkere tilfælles med kirken?

Vedligeholdelse af Skt. Mortens Kirke i Næstved er lagt i hænderne på håndværksvirksomheden Jørn Johansen A/S, som blandt andet har udført reparation og udskiftning af ødelagte tegl på kirkens tag.

Svaret er ligetil. Så længe der har været kirker, har der været håndværkere, som har arbejdet på kirker. På Sydsjælland udfører Jørn Johansen A/S’ malere, murere og tømrere løbende vedligehold af kirker.

Den lokale håndværksvirksomhed har for nylig besøgt Søren Boel, kirketjener i Skt. Mortens Kirke, for at se nærmere på det seneste arbejde med kapellantavlen.

Her har malerne tilføjet navnene på de seneste sognepræster og provst. Malerarbejdet blev udført med 23 karat bladguld – en opgave, der kræver præcision. Derfor blev opgaven lagt i hænderne på den erfarne malersvend Pernille, som har været ansat hos Jørn Johansen A/S i 11 år.

– Vi er glade for at samarbejde med en lokal håndværksvirksomhed, da man tidligere sagde, at Skt. Mortens Kirke repræsenterede arbejderklassen – herunder byens lokale håndværkere, fortæller Søren Boel.

Håndværkstraditioner gennem tiderne

Den stolte håndværkstradition, der knytter sig til vedligeholdelsen af kirker, hænger tæt sammen med vores fokus på uddannelse af lærlinge anno 2025. For eksempel tog det omkring 100 år at bygge den imponerende barok-altertavle, som er fyldt med utallige træudskæringer. Dengang tog det seks år at uddanne en lærling, og flere generationer kunne være involveret i samme projekt. Princippet var – og er stadig – at en erfaren svend oplærer lærlingen gennem tæt samarbejde over flere år.

Hos Jørn Johansen A/S arbejdes der ud fra samme princip:

Som ansvarsbevidst virksomhed tager vi hos Jørn Johansen A/S vores del af det samfundsmæssige ansvar. Vi bærer vores del af ansvaret for, at der i fremtiden er fagligt uddannet arbejdskraft inden for maler-, murer- og tømrerfaget. Derfor har vi løbende lærlinge under uddannelse. Vi ser det som en værdifuld konstellation når en lærling får ”sidemandsoplæring” af en erfaren svend. I Skt. Mortens Kirke og andre kirker lægger vi stor vægt på at bevare det originale byggeri ved at renovere og vedligeholde det med respekt for ældre håndværksprincipper og nutidige metoder , udtaler adm. dir. Jørn Johansen.

Samarbejde med lokale og nationale aktører

Udover malerarbejdet har vores murersvend Christoffer og murerlærling Sebastian udført vedligehold og udskiftet ødelagte tegl på kirken. Blandt andet har de udskiftet tegl på grat ryggen på tre forskellige hjørner.

En grat dannes ved tagsammenskæringen af to tagflader ved et udadgående hjørne – et arbejde, der kræver godt håndelag.

– Der er et tæt samarbejde med både lokale håndværksvirksomheder og Nationalmuseet. Det handler hele tiden om at afveje, hvad der skal renoveres eller vedligeholdes. Hvis der er behov for omfattende restaurering, inddrages Nationalmuseet ofte for at sikre historisk og arkitektonisk korrekt udførelse. Derudover er det vigtigt at vælge en samarbejdspartner som Jørn Johansen A/S, som vi ved er omhyggelige og har respekt for ældre bygninger, udtaler Søren Boel.

Vedligeholdelse og Nationalmuseets rolle

Nationalmuseet i Danmark er ansvarligt for at rådgive om og overvåge vedligeholdelse og restaurering af fredede bygninger og kirker i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen. Det er dog ejeren af bygningen eller kirken, som har det primære ansvar for at sikre, at vedligeholdelse og renovering sker rettidigt og efter gældende regler.

For mange kirker er der etableret faste aftaler om regelmæssige eftersyn i samarbejde med kirkeværgen, Nationalmuseet eller andre relevante parter. Dette sikrer, at små skader udbedres, inden de udvikler sig til alvorlige problemer.

Hos Jørn Johansen A/S er man stolt af at være med til at bevare den lokale bygningskulturarv, og fortsætte de håndværkstraditioner, der har været en del af håndværket og kirkerne i Danmark gennem århundreder.

Kirketjener Søren Boel: For os er det vigtigt at vælge en samarbejdspartner, som vi ved er omhyggelig med sit håndværk og har respekt for ældre bygninger.

Kommentarer