Hvem var Balle-Lars og hvem spilder ord på hvad?

Kom til et spændende foredrag med Eva Hvelplund på Præstø Bibliotek torsdag den 20. januar kl. 19, hvor vi kommer tættere på personen Balle-Lars.
Nogle husker stadig udtrykket: spildte Guds ord på Balle-Lars eller bare spildte ord på Balle-Lars. Talemåden bruges om en person, der ikke vil tage imod fornuft. Men hvem var Balle-Lars? Hvorfor bliver han husket for de spildte ord?
Eva Hvelplund har skrevet et essay om Balle-Lars og i foredraget kaster hun et poetisk-nutidigt blik på livet for en fattig kriminel mand, der levede på Præstø-egnen omkring midten af 1800-tallet, indtil han blev henrettet for et lejemord på en kvinde.
Personen Lars bliver synliggjort, hans baggrund, folk omkring ham, krigen og kærligheden, indtil sin henrettelse i 1860 som den næstsidste i Danmark. Året efter udgiver præsten Gjellebøl en bog – ’Spildte Guds ord på Balle-Lars’ – om alle sine samtaler med Balle-Lars, der nægtede at angre. I foredraget bliver historien om Balle-Lars levendegjort og de flotte bygninger og naturen omkring Præstø og omegn udgør den visuelle ramme.
Billetter til foredraget kan købes på vbdetsker.dk eller på Vordingborg Bibliotekerne.
Kommentarer