Samfund

Integrationsprisen – indstil din kandidat

Foto: Vordingborg Kommune

Kender du én, der brænder for integration? Så er det nu, du kan indstille din kandidat.

Vordingborg Kommunes Integrationsråd uddeler hvert år en integrationspris til enkeltpersoner, virksomheder, offentlige arbejdspladser eller foreninger, der gør en ekstra indsats for at fremme kulturel mangfoldighed og integration. Prisen består af 2.500 kr. og en kunstgenstand af en lokal kunstner.

Igen i år ønsker Integrationsrådet at uddele to priser; den ene til enkeltpersoner og den anden til arbejdspladser, virksomheder eller foreninger som opfylder et eller flere af nedenstående kriterier:

  • At gå nye veje og have mod til at se og afprøve nye muligheder i forhold til god integration
  • At finde og fastholde gode initiativer i den løbende indsats for mangfoldighed i Vordingborg Kommune
  • At deltage aktivt i lokalsamfundet
  • At udvise stort personligt engagement i indsatsen for mangfoldighed i Vordingborg Kommune
  • At inddrage borgere fra minoritetsgrupper i mangfoldighedsarbejdet
  • At opbygge netværk i dagligdagen for alle aldersgrupper

Formand for Integrationsrådet Shirin Samir udtaler følgende: ”Jeg håber på, at der kommer mange indstillinger af kandidater til prisen, og jeg ser frem til prisoverrækkelsen, da det betyder meget for mig og Integrationsrådet at skabe fokus på dem, der yder en stor integrationsindsats.”

Kender du nogen, der har arbejdet vedholdende med integration, er nytænkende i sin tilgang til integration, eller deltager aktivt i lokalsamfundet ift. at styrke kulturmødet? Så send et par linjer, der begrunder, hvorfor din kandidat skal modtage årets integrationspris.

Fristen for at indstille kandidater til Integrationsprisen er d. 3. oktober 2022. Husk at alle kan indstilles – også kandidater fra tidligere år. Indstillinger sendes til Integrationsrådet: integrationraadet@vordingborg.dk

Prisuddeling

Prisuddelingen finder sted torsdag d. 3. november kl. 17-19 i Byrådssalen på Vordingborg Rådhus, hvor Borgmester Mikael Smed (S) vil overrække prisen. Der vil være en let forplejning og mulighed for at møde Integrationsrådets medlemmer.

Alle de indstillede kandidater til integrationsprisen vil blive offentliggjort op til prisuddelingen.

Der kan hentes yderligere information om Integrationsrådet og integrationsprisen på kommunens hjemmeside: https://www.vordingborg.dk/politik/rad-naevn-bestyrelser-mm/integrationsradet/

Kommentarer