Præstø

’Læs bogen – se filmen’

Foto: Vordingborg Bibliotekerne

Vordingborg Bibliotekerne inviterer igen til bogsnak og filmvisning i Bio Bernhard, hvor de denne gang viser den prisbelønnede film ’Du som er i himlen’.

Filmen er baseret på den danske klassiker ’En dødsnat’ fra 1912, som var forfatter Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman. I filmen, der udspiller sig på en gård i slutningen af 1800-tallet, stilles der skarpt på kvindernes plads i historien og særligt på den 14-årige pige Lise, som midt i en brydningstid må kæmpe med den kvinderolle hun har fået tildelt.

’Du som er i himlen’, er et intenst og bevægende portræt af en ung dansk pige fanget i en brutal tid – en fortælling om at tage ansvar, blive voksen og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.

Filmen har store navne som Kirsten Olesen og Thure Lindhardt på rollelisten samt den blot 16-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl i hovedrollen. Den unge skuespillerinde modtog i efteråret 2021, som den yngste nogensinde, en pris for sin rolle i filmen ved den prestigiøse San Sebastián Film Festival. ’Du som er i himlen’ er endvidere instruktøren Tea Lindeburgs spillefilmsdebut.

Vi starter kl. 9.30 med en bogsnak i biografsalen, hvorefter filmen vises kl. 10. Ønsker man at deltage i bogsnakken, skal man have købt billet til filmen senest 9.30. 

Billetter til filmen købes i Bio Bernhard eller via deres hjemmeside.

Tirsdag den 22. februar kl. 9.30 i Bio Bernhard, Præstø 

Kommentarer