Erhverv •

Møns Bank i Vordingborg fylder 10 år – og det skal fejres

Det er bestemt ikke hver dag, banker åbner nye afdelinger i Danmark. I mange år er det gået den modsatte vej, hvor især de store banker har lukket filialer. Men opskriften på en vellykket bankåbning finder man i Vordingborg.

– Møns Bank åbnede en ny filial i Vordingborg i 2016, fordi man ønskede at være repræsenteret i alle kommunens tre købstæder, og man var ”kun” i Præstø og Stege, siger bankdirektør Per Sjørup Christiansen.

– Og man må sige, at beslutningen var rigtig, fortsætter han. Det er nærmest strømmet til med kunder gennem 10 år, ikke kun fra Vordingborg, men også nordfra og ned på Falster.

Mange tusinde kunder har fundet vej til Møns Bank gennem de 10 år, og det har krævet stadige udvidelser af medarbejderstaben.

Fra 8 til 27 medarbejdere

Møns Bank åbnede i midlertidige lokaler og flyttede ind i Algade 86 som nabo til STARS – dengang med otte medarbejdere.

– I dag er vi 27 på holdet, som tæller alt fra erhvervs- og privatrådgivere til formuerådgivere, som vi gør en dyd ud af at have i alle vores filialer, siger Christian Mellergaard. Han har haft vagten som filialdirektør siden 2022.

Det var Allan Andersen, der var leder i de første år, men han savnede kundekontakten og overlod roret til Christian, så Allan kunne koncentrere sig om erhvervskunderne.

– Jeg er rigtig glad for at kunne arbejde 100% med kunderne, siger Allan. Erhvervslivet i Vordingborg er i stærk vækst, så i dag er vi mere end 10 kolleger, der er beskæftiget med rådgivning af erhvervskunder. Vi kalder os erhvervspartnere, simpelt hen fordi vi ser det som en fælles opgave at skabe vækst, både i den enkelte virksomhed, men også i lokalsamfundet som helhed med bl.a. arbejdspladser.

Møns Bank er også sponsor for et hav af lokale aktiviteter, Vordingborg Festuge, Årets Idrætspriser, Årets Kulturpriser og Årets Erhvervspris for blot at nævne nogle stykker – ligesom DGI Huset, Padelcenteret og rigtig mange lokale foreninger nyder godt af bankens lokale engagement.

Altid til at tale med

Med den digitale udvikling kunne man tro, at en lokal bank med fysisk tilstedeværelse ikke var så relevant længere.

– Tværtimod, siger Christian Mellergaard. For de fleste er det vigtigt, at beslutninger omkring deres økonomi træffes lokalt. Det gælder både private, men i særlig grad også virksomheder, hvor lokalkendskab og hurtige beslutninger i mange sammenhænge er afgørende.

– Kunderne har mulighed for at ringe direkte til deres rådgiver, tilføjer han. Vi hører, at ventetiden og AI-chatbots kan være en udfordring andre steder. Når det handler om livets store beslutninger som køb af hus og bil eller vigtige investeringer hos erhvervskunden, så går det ikke at vente i dagevis på blot at få en aftale om et møde eller ikke kunne komme i kontakt med sin rådgiver. Her smider vi gerne, hvad vi har i hænderne.

Personlig betjening i kombination med individuelle løsninger er ifølge filialdirektøren opskriften på en succes.

– En meget stor del af vores identitet i Møns Bank er, at vi har mange tilfredse kunder, som anbefaler os til venner, bekendte, familie og forretningsforbindelser. Vi er stolte af, at vi på den måde har gjort os fortjent til hver en ny kunde, siger han.

10 års dagen i Vordingborg fejres med lidt godt til gane og hals til alle, der kigger forbi onsdag den 11. november kl. 15-17.

Kommentarer