Ny landbrugschef i Møns Bank
Camilla Sejersdal Nielsen, 42, er begyndt som landbrugschef i en nyoprettet stilling i Møns Bank i Stege.
Camilla Sejersdal Nielsen kommer fra Nordea, hvor hun har arbejdet som senior relationship manager for større landbrugskunder i en årrække. I Møns Bank får hun det faglige ansvar for rådgivningen på landbrugsområdet.
– Camillas opgave bliver sammen med resten af holdet i banken at styrke indsatsen på landbrugsområdet, siger erhvervsdirektør Kenneth Hansen, som glæder sig meget til samarbejdet.
– Vi modtager et stigende antal landbrugskunder i disse år, og da vi netop har lanceret en ny strategi, hvor vi allokerer ”tid til vækst”, er Camilla den helt rigtige til den nye chefstilling, tilføjer han.
Også Camilla Sejersdal Nielsen ser frem til samarbejdet.
– Jeg har arbejdet i en stor organisation i mange år, og nu glæder jeg mig til at komme over i en mindre bank, hvor man kender kunderne og hinanden på en tættere måde, siger hun. Jeg har holdt øje med Møns Bank og finder, at de værdier, banken står for, også meget er mine egne. Det handler blandt andet om rummelighed, og at man er der for kunderne, både i medgang og modgang.
– Camilla kommer med et stort både lokal- og fagligt kendskab, så hun bliver virkelig en gevinst for kunder og kolleger i Møns Bank, tilføjer Kenneth Hansen. Og så har hun selv landbrugsdrift tæt inde på livet.
Privat er Camilla Sejersdal Nielsen bosat på en mindre landbrugsejendom i Tureby med sin mand Ulrik Sejersdal Nielsen og parrets to børn – og fire køer…
Kommentarer