Samfund

Ny og kraftigere sluseport er nu på plads i Præstø

Ny sluseport Tubæk Å. Foto: Vordingborg Kommune

Nu er der monteret en ny og langt stærkere sluseport i Tubæk Å.

Ved stormfloden den 20. oktober sidste år skete der store skader på slusen og bygværket i Tubæk Å. Den ene sluseport brød sammen og vandet strømmede ind og oversvømmede dele af Præstø.

Nu er der monteret en ny sluseport, der er lavet med en kraftig stålramme og beklædt med Azobe-træ, som er stærkere og meget modstandsdygtigt overfor vand og vind. Den nye sluseport og den tilbageværende gamle sluseport fungerer indtil videre som beskyttelse mod stigende vandstand fra fjorden og ind i Tubæk Å.

Den sidste port skal også udskiftes. Inden det kan ske, skal den gamle sluseport afmonteres for at sikre præcis opmåling af og evt. udskiftning af gamle hængsler under vandet, hvilket betyder at der går tid inden en ny port er produceret og kan monteres.  Derfor vil det først ske i løbet af foråret/sommeren når sandsynligheden for stormflod er væsentlig mindre. Samtidigt vil der også blive udført reparationer på selve bygværket, støttemuren og stenskråningen omkring slusen.

Bygværket og slusen er kommunens, og derfor er kommunen også forpligtet til at reetablere slusen. Den samlede omkostning til hele reparationen og udskiftningen af sluseportene anslås at løbe op i 1,5 millioner kroner, som det er lykkedes at finde finansiering til via et mindre forbrug af midler til vejbelysning i 2023.

 

Kommentarer