Nye veje skaber muligheder!
Af Ken Kristensen, Venstre
1. viceborgmester, Køge Byråd
Er løsningen konstant besparelser?
Køge kommune skal til at spare igen, og det første man hører om, er besparelser i vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem. Men kan vi egentlig ikke gøre det anderledes eller bedre i stedet for? Igennem mange år har vi hørt om institutioner og forældrebestyrelser, der gentagne gange får nej fra os politikere og forvaltningen til forbedringer og små ændringer, som kunne gøre en enorm forskel for det enkelte barn. Eller vi hører ønsker om en anden fordeling af timer i børnehaven, en anden åbningstid, problemer med sommerferielukning, for få timer til en skoleudflugt eller for få lærertimer til erhvervspraktik.
På det seneste har vi også hørt om forfærdelige forhold for nogen af vores ældre på plejehjem. Kan vi som pårørende i bestyrelser gøre mere for vores ældre, så vi sammen med personalet kan gøre det bare en smule bedre?
Mere ansvar til forældre
Lad os sætte forældreråd- og forældrebestyrelser fri! Lad os give de pårørende større frihed til at gøre hverdagen bedre for de ældre! Lad os give frie rammer ud til de enkelte institutioner og skoler, så forholdene kan blive bedre for vores børn, unge og ældre.
Det betyder også, at politikere skal give mere ansvar fra sig. Politikerne skal sætte de helt overordnede rammer for hvilke mål, der skal nås for den enkelte institution. Men det må være forældre og personale, der lokalt skal finde de lokale løsninger, der passer til den enkelte institution. Og så må politikerne regelmæssigt sikre, at de helt overordnede mål nås, mens opgaveløsningen overlades til de lokale.
Frihed under ansvar
Vi kan på denne måde sikre en større grad af frihed til at vælge den lokale opgaveløsning, der passer bedst på den enkelte vuggestue, daginstitution, skole, SFO eller plejehjem. Det giver større incitament til at engagere sig som forældre eller pårørende, når der er frirum til at vælge lokale løsninger. Vi må så hjælpe de mange frivillige til at vælge lokale løsninger. Måske skal der organiseres en form for uddannelse eller støttefunktion i forvaltningen, så man uddannes eller hjælpes til at udfylde de nye roller bedre.
Lad os komme væk fra de evige besparelser, og lad os undersøge, hvordan vi kan få bedre rammer for de mange institutioner i Køge Kommune. Det betyder også, at den enkelte tager ansvar for sin egen tilværelse, og frihed til at bestemme over, hvordan livet skal leves.
Ken Kristensen
Gruppeformand
Venstre i Køge
Kommentarer