Søg midler i Forenings- og fritidsrådet i Vordingborg Kommune
Folkeoplysningsrådet har taget navneforandring til Forenings- og fritidsrådet. Rådet er et lovbundet råd, som følger byrådsperioderne, og er nedsat for at repræsentere den folkeoplysende aktivitet i Vordingborg Kommune. Det gælder det frivillige foreningsarbejde og den folkeoplysende voksenundervisning (aftenskolerne).
Rådet skal understøtte den folkeoplysende virksomhed, så flest borgere får glæde af de værdier og kvaliteter, folkeoplysende aktiviteter tilbyder. Desuden er formålet med rådet at styrke og udvikle samarbejdet mellem folkeoplysningens aktører og Vordingborg Kommune og at styrke det tværfaglige samarbejde i Vordingborg Kommune.
Hvert år uddeler Forenings- og fritidsrådet 255.000 kr. til projekter og aktiviteter, samt uddannelse af frivillige i foreningerne der udvider det folkeoplysende sigte, og ikke får tilskud efter almindelige regler i folkeoplysningsloven.
“Har du eller din forening en god ide til hvordan I kan gøre noget nyt for at udvikle nye aktiviteter eller nå nye målgrupper, så kan I søge puljen under Vordingborg Kommunes Forenings- og fritidsråd,” fortæller formand Helle Ancker Agergaard.
Ved tildeling af midler lægges der vægt på initiativer og aktiviteter der bygger på inklusion af sårbare og udsatte grupper af borgere, der retter sig mod børn og unge, styrker den almene sundhed, eller der styrker den almene uddannelse og styrker integrationsindsatsen.
Rådet har på deres første møde konstitueret sig med Helle Ancker Agergaard som formand (repræsentant for ikke idrætslige foreninger) og Henrik Pape Hansen som næstformand (repræsentant for idrætsforeningerne).
Rådet består derudover af Lars Kleist og Jan Clausen begge repræsentanter for idrætsforeningerne, Henrik Sørensen repræsentant for ikke idrætslige foreninger, Tommy Torndal og Eva Toftebjerg som repræsentanter for aftenskolerne, Inger Drachmann som repræsentant for selvorganiserede foreninger, Ivan Ingemansen som repræsentant for Handicapområdet.
Kommentarer