Kultur

STARS præsenterer Bel Canto – Paul McCartney 80-års hyldestkoncert

Bel Canto Koret.

I 2022 – nærmere bestemt d. 18. juni – fylder Sir Paul McCartney 80 år. Paul McCartney er en af de største nulevende musikalske legender, og i mere end 60 år har han glædet og begejstret fans i hele Verden. Som både komponist, sanger, sangskriver og musiker har han skrevet sig ind i både det 20. og 21. århundredes musikhistorie.

Bel Canto Koret fejrer den runde fødselsdag med en stor hyldestkoncert, hvor de synger et bredt udvalg af Paul McCartneys mange fantastiske sange – både fra hans tid i The Beatles og fra hans lange solokarriere. Og som tidligere gør de det sammen med både The Beatles-ekspert, Per Wium og med Kristian Marcussens Jazz-Trio.

Ved koncerten vil Per Wium imellem sangene fortælle om Paul McCartney og hans imponerende karriere, og Kristian Marcussens Jazz-Trio sørger som sædvanlig for at skabe de helt rigtige musikalske rammer for koret – og i bedste McCartney-stil.

Per Wium er musikjournalist og flittig foredragsholder. Han har tidligere arbejdet sammen med Bel Canto Koret, bl.a. da vi i 2019 sammen lavede et koncertarrangement med udgangspunkt i The Beatles’ Abbey Road. Per Wium er en god fortæller og har mange gode anekdoter om Paul McCartney, da han har

beskæftiget sig meget med hans og resten af The Beatles’ karriere. Per Wium har bl.a. skrevet bogen “Beatles for alle – en introduktion til gruppens musik”.

Bel canto koret er et alsidigt kor af trofaste og engagerede sangere, hvor fællesskabet har en høj prioritet, og hvor der altid er plads til en god og sund latter.

Koret har eksisteret siden 1991, og består for tiden af 31 sangere.

Vi synger fra 4-7 stemmige satser afhængig af repertoiret, der spænder fra jazz, swing, danske sange til klassiske og kirkelige satser.

I spidsen for det hele står korleder Stig Junge og pianist Kristian Marcussen, der med stor virtuositet og musikalitet får det hele til at gå op i en højere enhed, med særligt fokus på at skabe en smuk og samhørig klang.

Koret optræder ved mange forskellige lejligheder, som f.eks. Kordage i Tivoli, Kulturnatten i Slagelse, kirkelige arrangementer, ved fødselsdage og andre festlige lejligheder.

INFO

Bel Canto

Paul McCartney 80-års hyldestkoncert

STARS // fredag den 20. maj 2022

Showstart kl. 20:00 // Døre kl. 19:00 – siddende.

Billet: 190 kr. 

Billetter købes på stars.dk 

STARS // Algade 84, 4760 Vordingborg

Kommentarer