Præstø

Støtte til projekter og aktiviteter i Vordingborg

Foto: Vordingborg Kommune

Kultur og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune har på et møde den 6. april besluttet, at give støtte til projekter og aktiviteter hos flere foreninger som har søgt om midler i kommunens puljer.

I alt 135.000 kr. blev uddelt til tre projekter i henholdsvis Sejlklubben Snekken, Vordingborg Ro- og Kajakklub og Lokalhistorisk Forening for Præstø.

Nyt inventar til klubhus i Sejlklubben

Sejlklubben Snekken har fået bevilget 50.000 kr. i støtte fra Facilitetspuljen.

Sejlklubben bygger i øjeblikket nyt klubhus til glæde for deres medlemmer, og de gæstesejlere eller andre, der ønsker at benytte huset i de timer, hvor sejlklubben ikke selv bruger huset. Da det nuværende inventar i klubhuset er i meget dårlig stand, skal de bevilgede midler bruges til indkøb af nye borde og stole.

Opgradering af bådebro

Vordingborg Ro- og Kajakklub har fået bevilget 50.000 kr. fra puljen til Matchmidler. Klubbens klubhus og væsentlige dele af bådebroen er 50 år gamle. Bådebroen er utidssvarende og udtjent og kræver stadig stigende vedligeholdelse, hvorfor den skal udskiftes og opdateres til tidens krav. Ud over robåde, som bådebroen oprindelig blev designet til at betjene, anvendes bådebroen i dag af klubben til kajakker, kajakpolo og SUP-boards.

Vordingborg Ro- og Kajakklub har udarbejdet en 4-årig udviklingsplan med særligt fokus på ungdomsaktiviteter, hvor sommerskoler, stævner og andre større arrangementer indgår, og som forudsætter en velfungerende bådebro med tidssvarende funktionalitet. De bevilgede midler skal støtte etableringen af en ny og mere tidssvarende bådebro som både klubben og offentligheden kan benytte.

Ny bog om Præstø og omegns historie

Lokalhistorisk Forening for Præstø har søgt om støtte til produktion af bog om ”Præstø og omegns historie”, og har fået bevilget 35.000 kr. i støtte fra Aktivitetspuljen.

Projektet om ”Præstø og omegns historie” er blevet til på baggrund af Lokalhistorisk Forening for Præstø’s erfaring af, at der mangler og efterspørges en ajourført historisk fremstilling af Præstø-egnens historie med perspektiv til samfundsmæssige og kulturhistoriske sammenhænge i Danmark.

Præstø bys ældste og nyere historie er ikke blevet skildret siden N.V. Nielsens bog Præstø Købstads og Klosters historie fra 1899. På den baggrund har foreningen taget initiativ til udgivelse af en bog om Præstø og omegns historie fra forhistorisk tid til år 2020, som både vil have lokal og almen, dansk interesse.

Bogen skrives af 21 forfattere med universitetsbaggrund i geologi, arkæologi, historie, kirke-, kunst-, litteratur-, kultur-, miljø-, natur- og kvindehistorie.

Kommentarer