Store læseoplevelser for små børn
Bøger for 810.000 kr. skal give børnene i Vordingborg Kommunes dagtilbud store og spændende læseoplevelser.
Midlerne er bevilget af Slots- og Kulturstyrelsen og skal bruges til indkøb af nye bogsamlinger til alle kommunens dagtilbud.
BOGglad er en pulje, der uddeler midler til læseoplevelser, og dermed understøtter lige adgang til bøger – for alle vores børn i dagtilbud.
”Vi glæder os over, at kunne give alle børn en fantastisk oplevelse. BOGglad giver børnene mulighed for at møde litteraturens verden på deres niveau, og få gode fælles læseoplevelser. Forhåbentlig er det med til at skabe en livslang glæde ved bøgernes verden” siger Erik Thorlund Jepsen, biblioteksleder, Vordingborg bibliotekerne.
Det er et samarbejde mellem Vordingborg Bibliotekerne og Afdeling for Dagtilbud og Skoler, der skal hjælpe dagtilbuddene med at udvælge og indkøbe bogsamlingerne. Indsatsen understøtter et vigtigt samarbejde på tværs af dagtilbuddene og med biblioteket, der har som mål at skabe inspirerende og positive læsekulturer og – vaner i dagtilbuddene, i familierne og hos børnene.
Kommentarer