Samfund

Tilbud til unge på Møn: Headspace Danmark har åbnet center i Stege

Pressefoto

Nu kan Møns unge mellem 12 og 25 år komme i headspace, et gratis og anonymt samtaletilbud uden ventetider.

Det Sociale Netværk Headspace har nu åbnet et nyt center på  Kostervej 5E i Stege, også kendt som Møns gamle sukkerfabrik. Det betyder, at Møns børn og unge får mulighed for at få fortrolige samtaler om det, der fylder i deres hverdag – uanset om emnet er stort eller småt. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Etableringen af centret på Møn, det andet center i Vordingborg Kommune, sker i tæt samarbejde med kommunen og med værdifuld støtte fra LB Foreningen, og det glæder borgmester Mikael Smed (S)

– Vordingborg Kommune og headspace har et fælles mål om at bekæmpe mistrivsel blandt vores børn og unge, så vi er rigtig glade for, at det er lykkedes headspace at etablere endnu en afdeling i vores kommune, siger han og uddyber:

– Geografisk set er vi en stor kommune, og det kan virke uoverskueligt at skulle transportere sig til Vordingborg for at have en samtale, hvis man har det svært. Derfor er jeg glad for, at unge på Møn nu får et nyt sted i deres nærområde, de kan gå hen, hvis de har brug for nogen at tale med.

Kasper Koch Autrup, centerchef i headspace Vordingborg, ser frem til at gøre det nemmere for Møns unge at komme i headspace:

– Siden vi åbnede vores headspace-center i Vordingborg i september 2023, har vi mødt stor samarbejdsvilje fra både unge og fagfolk i Vordingborg Kommune. Gennem vores snakke med de unge på Møn, blev det hurtigt klart for os, at der er langt for dem til Vordingborg. Derfor glæder vi os over at kunne gøre det nemmere for unge at få en samtale hos os ved at åbne et headspace-center på Møn, siger han.

Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, glæder sig også over det nye center på Møn:

– I headspace har vi over 10 års erfaring i arbejdet med sårbare børn og unge. Vi bringer et gennemprøvet koncept til Møn, der styrker samarbejdet på tværs af sektorer – både med kommuner og private aktører. Vores indsats sikrer, at børn og unge får den nødvendige støtte, før udfordringerne vokser sig for store for dem selv og samfundet. I det arbejde værdsætter vi i høj grad den støtte, vi har modtaget fra private støtter som LB Foreningen.

Headspace Møn kommer til at have åbent onsdage fra klokken 10 til 16 og torsdage fra klokken 12 til 18.

 

Kommentarer