Samfund

Ubemandede butiksløsninger: Redningskransen til de små lokalsamfund

Retail360 Box Solutions, som blev grundlagt i 2022 af Mads Lynge Laursen og Michael Hansen, tilbyder en komplet butiksløsning med indgangssystem, overvågning, alarm, kassesystem samt inventarløsninger. Pressefoto

Hver tredje dagligvarebutik er forsvundet i små byer over de seneste ti år. Men den lokale dagligvarebutik er vigtig for de små byer. Et nyt butikskoncept er blevet løsningen mange steder i landet.

Energikrisen og den stigende inflation ruller hen over landet for fulde kraft. Flere dagligvarebutikker har valgt at reducere åbningstiderne, og nogle er endda nødsaget til at dreje nøglen om. Derfor har det aldrig været mere nødvendigt med nye innovative ideer som Retail360 Box Solutions, der står bag et koncept af ubemandede butikker.

– Vi oplever en stor og stigende interesse lige nu. Alene i sidste uge åbnede vi tre ubemandede butikker. Vi kan være med til at redde de små butikker ude i lokalsamfundene og give lokalbefolkningen gode indkøbsmuligheder. Butikkerne kan fungere som 100 procent ubemandede eller som en hybrid, hvor man i ydertimerne kan have butikken ubemandet, udtaler Mads Lynge Laursen, CEO og medstifter af Retail360 Box Solutions.

En styrkelse af lokalsamfundene

Det er efterhånden ikke et sjældent syn, at flere og flere butikker står tomme hen i gågader og butikscentre. Det er især i yderområderne, at flere butikker har set sig nødsaget til at lukke på grund af høje driftsomkostninger og manglende arbejdskraft.

Den 13. januar 2023 slog den nordsjællandske landsby, Uvelse, dørene op til en ubemandet købmandsbutik med op til 500 varenumre med hjælp fra Retail 360 Box Solutions.

– Vi havde for nogle år tilbage en købmand i byen, som var nødsaget til at lukke. Siden har lokalbefolkningen efterspurgt en ny dagligvarebutik, da de har skullet køre 5 kilometer til nærmeste butik for en liter mælk og rugbrød, som har været vanskeligt – især for den ældre målgruppe, siger Niels Frølich Nilsson, som kommer til at være den daglige bestyrer af butikken.

De 1.000 indbyggere i Uvelse har således nu fået en ny og innovativ mulighed for indkøb tæt på deres bopæl døgnet rundt. Den efterspurgte, ubemandede døgnbutik er beliggende på Uvelse Byvej 1, 3550 Slangerup.

Ubemandede butikker giver driftsoptimeringer

Med Retail360 Box Solutions kan der med én enkel investering sikres indkøbsmuligheder for lokalbefolkningen, som kan være alt fra en kiosk, blomsterbutik, genbrugsbutik eller noget helt fjerde.

– Den ubemandede butiksløsning kan gøre hverdagen nemmere og hjælpe med at få driften til at hænge sammen. Samtidig er der mulighed for at holde butikken døgnåbent, som kan give en god indtjening og være med til at redde købmændene i de små lokalsamfund, lyder det fra Mads Lynge Laursen, som fortæller, at butikkerne kan fungere ved hjælp fra frivillig arbejdskraft fra en lokal borgerforening eller som satellitbutik for en anden forretning, som sørger for opfyldning af varer og rengøring.

En trend med enorm relevans

Ubemandede butikker er en trend, som ser ud til at fortsætte langt ud i fremtiden. De kan være løsningen på nogle af de økonomiske problemer, som samfundet netop står overfor lige nu og skabe grobund for iværksætteri og innovative løsninger.

Lige nu åbner vi cirka 10 til 15 butikker om måneden, en tendens, som, vi forventer, vil vare hele 2023. Så vi har travlt, men der er altid mulighed for flere etableringer, slutter Mads Lynge Laursen.

Retail 360 Box Solutions forventer således en endnu større interesse de kommende måneder, hvor konceptet kan være behjælpeligt med at holde små samfund oven vande med nye indkøbsmuligheder.

Kommentarer