Uddrag fra julens døgnrapporter
Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne fra juledagene (23.-27. december)
18 klip på Sydmotorvejen
Torsdag formiddag mellem klokken 9.49 og 13.30 holdt politiet med den automatiske trafikkontrol på Sydmotorvejen ved Vordingborg.
2420 køretøjer blev kontrolleret og af dem var der 170, som kørte hurtigere end de 90 km/t, der er tilladt på stedet.
18 står til et klip i kørekortet, og den hurtigste blev målt til 155 km/t, hvilket desuden udløser en betinget frakendelse af kørekortet.
En nappet på hurtig knallert
Færdselspolitiet havde den 23. december en færdselskontrol mellem klokken 13.01 og 13.45 på Marienlyst i Vordingborg.
Fire knallerter blev standset og kontrolleret, og en enkelt blev målt til at kunne køre temmelig meget hurtigere end tilladte.
Holdt julenat på politistationen
Politiet var juleaften klokken 23.48 kørt ud til en adresse i Præstø, hvor en anmelder havde hørt en del råb og skrig.
Da politibetjentene kom derud for at sikre sig at alt var ok, traf de en 30-årig mand fra byen, som var meget ophidset og som ikke ville lade betjentene få adgang til lejligheden.
Han blev derfor anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
På vej mod politistationen i Næstved truede den 30-årige politibetjentene med alskens ulykker, og derfor fik han også en sigtelse for trusler mod polititjenestemand.
Den 30-årige fik lov til at holde julenat på politistationen – han blev løsladt klokken 6.18.
Brand skyldtes nok en juledekoration
Natten til fredag den 25. december (julenat) opstod der brand i en lejlighed på Kildemarksvej i Vordingborg.
Tre personer måtte tjekkes for røgforgiftning, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade, og brandfolkene fik forholdsvis hurtigt branden under kontrol.
Det var højst sandsynligt en juledekoration, der var årsag til branden, og en 20-årig kvinde blev sigtet efter beredskabsloven.
Fire sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet
Juledag klokken 14.17 fik politiet en anmeldelse om, at der var mange mennesker samlet ved DGI-huset på Solbakkevej i Vordingborg, hvor de spillede fodbold.
Fodboldspillerne spredtes, da politiet ankom, men betjentene fik fat i fire unge i alderen 17-18 år, som blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.
Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi.
Kommentarer