Præstø

Undersøgelser om genslyngning af Tubæk Å

Foto: Vordingborg Kommune

Der er mange spændende projekter på tegnebrættet i Præstø-området – ét af dem er ’Å slyng dig’, hvor formålet er at genslynge Tubæk Å til glæde for biodiversiteten i åen og til rekreativ glæde for alle, der bor i området.

Inden projektet kan komme i gang, skal området imidlertid undersøges for forurenende stoffer, i det der har været losse- og fyldplads i området frem til midt i 70’erne. Derfor har en borerig i uge 13 boret huller i jorden udvalgte steder, for at tage prøver af jorden og analysere den.

Når der er gået et stykke tid, skal også vandforholdene undersøges. Derfor sættes der nu – hvor man alligevel er i gang – borerør i jorden, som i den kommende tid vil stå og stritte op.

Lige så snart undersøgelserne er færdige fjernes rørene igen og borehullerne bliver fyldt op.

Resultaterne af jord- og vandanalysernes skal bruges til at vurdere, om projektet kan lade sig gøre helt eller delvist.

Kommentarer